Du har ingen indflydelse på, hvad du tænker! - Coach og Trusted Advisor Mads Qwist
Den bedste performance kommer indefra
17. september 2018
Free mind = Better Performance
15. oktober 2018
Vis alle

Du har ingen indflydelse på, hvad du tænker!

Når jeg i denne og i kommende artikler vælger at stille skarpt på de tre principper bag livet, lykke og Naturlig High Performance, så er det for at skabe klarhed og vise simpliciteten, så du nemmere kan forstå og forløse det mentale potentiale i dig og dem omkring dig.

Vi er ikke naturligt bevidste om, hvor meget vores tanker fylder, hvordan de skaber vores oplevelse af livet, og hvordan de bevidst og ubevidst guider os gennem livet. På samme måde som at en fisk ikke tænker over vand. Den lever bare i det.

Den store erkendelse er, at alt kommer til dig gennem ‘Tanke’. Din oplevelse i og af ethvert øjeblik. Dine evigt dynamiske tanker skaber din oplevelse af denne artikel, der hvor du sidder lige nu, og af den verden der banker på lige uden for dit intime mentale ‘læserum’. Dine minder og erfaringer kan kun bringes til live ved dine tanker om dem. På samme måde er dine forventninger til fremtiden udelukkende skabt af dine tanker lige nu.

Der er en vigtig nuance i, at vi både taler om ‘tanke’ og om ‘tanker’

Princippet ‘tanke’ peger på, hvad der er bag vores oplevelse af livet, og at vi altid lever i vores oplevelse skabt af ‘tanke’ – indefra og ud. Tanke er en konstant flydende ressource (eller energi), der løber igennem os, og som vi ingen kontrol har over. Du har ingen indflydelse på, hvad du vil eller ikke vil tænke. Det kommer til dig, og du mærker det. Og på samme måde forsvinder det igen, uden du nødvendigvis lægger mærke til det.

‘Tanker’ peger på de personlige tanker, som du, jeg og alle andre har. Det er de tanker, du med din opmærksomhed kan identificere, når jeg spørger dig: ”Hvad tænker du på?” Dine bevidste tanker skaber din version af virkeligheden lige nu. Man kan med det store perspektiv for øje og groft forsimplet sige, at ‘Tanke’ er som en uudtømmelig produktion af modellervoks (kilden), og ‘tanker’ er det, du hele tiden former ud af det (produktet).

Den vigtige nuance er, at det er vores tanker, der ser håndgribelige ud, og derfor virker de som det lette sted at sætte ind. Det er det, de fleste mentale modeller, tips og tricks fokuserer på. De vil lære dig at gøre noget ved tanken. Formindske eller ændre ‘de dårlige’. Forstærke og forstørre ‘de gode’. Programmere dig til at tænke bestemte ting i bestemte situationer osv.

Men det transformerende potentiale ligger i virkeligheden i at se, mærke og erkende, at ‘tanke’ er en konstant og ufarlig oplevelse, der, hvis vi lader den, hele tiden skifter. Det, vi tænker, er uskyldigt og ufarligt, indtil vi giver tankerne liv, mening og handling. Vi behøver i virkeligheden ikke at kontrollere vores tanker, fordi designet bag princippet ‘tanke’ er, at vores tanker hele tiden bevæger sig mod klarhed, ro, lykke, kreativitet m.m.

Følelser kan forføre og forstyrre

Vi er vant til at navigere efter vores følelser, og vi er ubevidst opdraget til, at de kommer som en reaktion på noget, vi oplever. Altså udefra og ind. Men det eneste vi føler, er vores tanker: Dine følelser er som bilens instrumentbræt med speedometer, omdrejningstæller og temperaturmåler. Dine følelser fortæller dig, hvad der sker i dit mentale motorrum. Når du føler dig let, lykkelig og klar til livet, så lever du i et naturligt flow med ‘tanke’, du mærker bevidst og ubevidst efter og gør, hvad der giver mening. Når du kan mærke pres, tristhed, frustration, angst, eller andre tunge, hæmmende eller begrænsende tanker, så fortæller instrumentbrættet dig, at der foregår noget i motorrummet, der kommer i vejen for dig og din naturlige high performance, og det vil give mening at fare med lempe og måske tage et mentalt skridt tilbage for at se, hvad der sker.

Det er utroligt at se, hvad denne indsigt alene, kan betyde for mennesker. Når du ser, at du ikke behøver at reagere på dine følelser, og at dine følelser kun kan komme fra det, du tænker, og ikke det du oplever, så vækkes dine medfødte mentale superkræfter. Du vil være mere robust, du vil hæve dit mentale bundniveau, og du vil komme meget hurtigere retur fra tunge tanker og følelser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *